Stop tankemylderet, bliv fokuseret, effektiv og GLAD

Dag 1

I ankommer med fly til Malaga lufthavn. Jeres underviser og rejseleder Kirsten Hoelgaard Hahn møder jer i lufthavnen, og vi bliver kørt til hotel Castillo de Monda. Her får I nøgler til jeres værelser og bliver fulgt op med jeres bagage. Efter en lille stund til afslapning mødes vi på terrassen til velkomstmøde. Her bliver I præsenteret for ugens program, lærer jeres underviser at kende og får lidt historie om det smukke hotel, vi bor på. I har mulighed for at stille spørgsmål og få en rundvisning på hotellet, så I ved, hvor I finder poolen, yogarummet, pejsestuen, restauranten og massøren. Om aftenen mødes vi til hyggeligt samvær og eventuelt en lille gåtur.

Dag 2

Vi står op til den skønneste morgenbuffet med masser af lækkerier og sågar et glas bobler, hvis nogen ønsker det. Kl. 9-11 mødes vi til 1. undervisningssession, hvor I lærer om overtænkningens (manglende!) nytteværdi og finder ud af, at I faktisk selv styrer jeres tanker. Vi kommer omkring den nyeste forskning ifht. at undgå stress, angst og depression og afdækker jeres udfordringer samt forventninger til ugen.

Efter undervisningen går vi ned i landsbyen, hvor Kirsten viser jer rundt en times tid. Herefter er der frit valg på de lokale cafeer og tapasrestauranter til at indtage en lækker frokost. Efter frokost har I eftermiddagen til fri disposition, så I kan kigge lidt mere i landsbyen eller lægge jer ved poolen.

Kl. 17-18 tager vi en fælles seance, hvor vi samler op på dagens refleksioner og læring. Det hjælper til at tage læringen helt ind og forankre den nye viden.

Dag 3

Efter lækker morgenmad er der to timers undervisning. Vi laver øvelser og træner at være med vores tanker og følelser uden at bruge kræfter på dem. I lærer at flytte jeres fokus ud på det, der gør livet sjovt at leve. I har derefter 5 timer til fri rådighed, hvor I kan nyde dagen ved poolen eller slentre en tur i det hyggelige lokalområde.

Sidst på eftermiddagen vandrer vi en tur op i bjergene. Der er mulighed for ”stillevandring”, dvs. at gå helt uden at snakke, for dem der ønsker at prøve dette. Du vil opdage, at det skærper dine sanser. Der er stenet, så det er alletiders mulighed for at mærke hvert eneste skridt i vandreskoene! Vi sætter tempoet, så alle kan være med – og vil du gå en længere/hurtigere tur, kan du nemt selv finde retur til hotellet.

Vi afslutter dagen med øvelser og undervisning.

Dag 4

Efter morgenbuffeten tager vi på udflugt med bus til Marbella på Middelhavskysten – en tur på kun 18 km. Der er rundvisning i byens historiske kerne og derefter er resten af dagen til fri disposition. Du kan shoppe, lægge dig på stranden eller sidde i parken og nyde synet og duften af de eksotiske planter. Du kan også vælge at vandre langs strandpromenaden til den kendte havnefront i Puerto Banus (7 km pr vej). Sidst på eftermiddagen kører vi sammen retur til hotellet og samler op på dagens indtryk og refleksioner.

Dag 5

Morgenbuffet og undervisning fra 9-11. Vi har fokus på at finde ind til dine værdier, og hvad der giver DIG energi og glæde, så du kan få mere af dette ind i din nye rigere hverdag hjemme i Danmark. Om eftermiddagen vandrer vi til grotten Cueva Santa de Monda – en tur på 8 km i alt. Det er en flot tur i bjergene mellem oliven- og mandeltræer, hvor vi blandt andet ser en tørlagt flod. Grotten er dannet ved erosion i kalkstenene og har i århundreder givet ly for sol og vind for gedehyrder, flygtninge og forbipasserende. Ovenfor grotten er der den mest fantastiske udsigt, som vi vil nyde noget tid, inden vi begiver os hjem til hotellet igen.

Sidst på eftermiddagen tager vi igen en time med undervisning og opsamling, så vi får underbygget den nye læring.

Dag 6

I undervisningen har vi i dag fokus på personlig effektivitet og de 12 discipliner, som mange af os nok kan blive lidt skarpere på. Vi øver også fortsat på at holde TænkePAUSE – altså at være med vores tanker uden at bruge kræfter på dem, således at vi opnår ro i hovedet.

Efter frokost og tid ved poolen, går vi en tur til den lokale olivenmølle. Her kan I købe lækre olier og oliven-produkter med hjem. Tilbage på hotellet samler vi op på ugens læring. Hvad tager I med jer, og hvad skal I fortsat øve jer i, når I kommer hjem til hverdagen – for at fastholde de nye gode vaner og få fuldt udbytte af, at I nu ikke grubler så meget mere.

Før aftensmaden er der mulighed for at prøve lækre spanske vine til vinsmagning på hotellet. Aftenen vil vi holde sammen i hyggelige og festlige rammer.

Dag 7

Vi siger farvel og tak for denne gang og kører samlet i bus til lufthavnen i Malaga. Her har I mulighed for at shoppe lidt, inden I sætter jer i flyet og har 3,5 time i luften til at fordøje den nye læring og de mange skønne oplevelser, I har fået igennem ugen.